© Sony Interactive Entertainment LLC

10 bedste spil til Playstation 4

Se Railguns top-liste med de 10 bedste spil på Sonys Playstation 4.

Det varer ikke alt for længe, før Playstation 5 ser dagens lys med rygter, der peger mod en udgivelse i slutningen af 2020 – læs mere her.

Der er stadig store titler på vej til Playstation 4 som Hideo Kojimas “Death Stranding”, “inFamous”-skabernes “Ghost of Tsushima” og ikke mindst “Last of Us: Part 2” – for ikke at tale om diverse tredjepart-spil fra andre selskaber end Sonys.

Men derfor er der alligevel god grund til at se på PS4-konsollens mere end 5-årige levetid og nogle af de bedste spil, der kan spilles på maskinen.

Den ikke-rangerede liste over de 10 bedste spil til Playstation 4 er som følger:

“Marvel’s Spider-Man”

Der er mange nørder, som har en svaghed for superhelte, og få spil har fået en til at føle sig mere som en superhelt end sidste års “Spider-Man”.

Det “Arkham”-inspirerede kampsystem kombineret med spillets svinge-system, der ikke stopper med at være sjovt, gør, at man bare er Spider-Man, når man spiller det.

Samtidig har spillet en underholdende og rørende historie, der twister flere velkendte “Spider-Man”- og superhelte-traditioner.

“Horizon Zero Dawn”

Mange var overraskede da “Killzone”-udvikleren Guerilla afslørede deres projekt efter “Killzone: Shadow Fall”.

“Horizon Zero Dawn” imponerede mange allerede ved første øjekast med den smukke verden og gigantiske robot-dinosaurer, og spillet endte også med at levere varen i sidste ende.

Spillet byder nemlig på en omfattende og mystisk verden, der er sjov at udforske og fyldt med interessante karakterer, og et unikt kampsystem, hvor der er plads til at være kreativ, når man skal nedlægge de nærmest majestætiske fjender.

“Persona 5”

Nylige rygter om en Nintendo Switch-udgave af “Persona 5” viste sig i stedet at være “Persona 5 Scramble” – et såkaldt Musou-spil, lavet af udviklerne bag “Dynasty Warriors”-, “Samurai Warriors”- og “Hyrule Warriors”-spillene.

Det er trist for Switch-ejere, der formentlig ikke kommer til at opleve en af de bedste JRPGs i nyere tid.

Udover at spillet er ved at eksplodere med stil, så har det også et af de mest tilfredsstillende kampsystemer i en JRPG overhovedet – blandt andet fordi kampsystemet inkorporerer ens forhold og beslutninger uden for kampene.

Når man så kombinerer dette med en rørende historie, fyldt med sjove personligheder, får man en yderst fremragende titel, der indtil videre kun kan opleves af PS4-spillere – og som kan opleves i en ny og forbedret udgave med “Persona 5 The Royal” næste år.

“The Last of Us Remastered”

Et af de bedste spil på PS3 er også et af de bedste spil på PS4 med den remaster-udgave, der er den definitive måde at opleve “The Last of Us”.

Og det er en oplevelse, som alle burde unde sig selv.

Naughty Dogs mesterværk indeholder en af de bedste fortællinger i spil-mediet, der er fyldt med rørende og chokerende øjeblikke, samtidig med at spillets voldsomme og potente kampsystem og varierede fjender gør det til en yderst tilfredsstillende gameplay-oplevelse.

Det er desuden et godt tidspunkt at få spillet “The Last of Us”, hvis man ikke har det, da Sony (forhåbentlig) inden alt for længe ventes at udgive “Part II” til PS4.

“God of War”

Railgun valgte det som årets spil i 2018, og det er trods hård konkurrence.

Det er der selvfølgelig en god grund til.

“God of War”, der både er en reboot og en fortsættelse, gjorde det, mange troede var umuligt – det gjorde Kratos til en interessant karakter, der kunne andet end at være vred, som det ellers var tilfældet i størstedelen af Playstation-maskottens storhedstid.

Udover at fortælle en rørende far-søn-historie havde det også et vanvittig tilfredsstillende og brutalt kampsystem, der endda udvikler sig i løbet af spillet.

“Red Dead Redemption 2”

Tusindvis af mennesker har brugt titusindvis af timer på at vække Rockstars nyeste spil-verden til live, og det er tydeligt.

Det er tydeligt i alt fra personerne, der reagerer naturligt på ens tilstedeværelse, til omgivelserne, som ændrer sig over tid og videre til dyrelivet og endda hestenes kønsorganer.

Det er godt nok en langsommere oplevelse end mange andre spil på denne liste, men det gør også, at det føles mere realistisk samtidig med at spillet på denne måde også lever op til de største western-klassikere.

“Red Dead Redemption 2” kan også fås på Xbox One.

“Overwatch”

“Overwatch” er nok det eneste spil på denne liste, som man nemt kan blive ved med at spille, imens årene går.

Om lidt over en uge er det tre år siden, at det udkom, og multiplayer-spillet lever stadig i bedste velgående og har udviklet sig på en række gode måder, siden det udkom.

Kernen er der selvfølgelig stadig, der indeholder de mange charmerende helte med sjove, varierede evner, som sørger for, at to runder aldrig er ens.

“Overwatch” kan også fås på Xbox One og PC.

“Bloodborne”

Det spil, der måske er FromSoftwares bedste, er også eksklusivt til PS4 og er derfor en af de bedste grunde til at eje Sonys konsol, hvis man er en af fan af den nærmest legendariske udvikler.

Tempoet er højere end i “Dark Souls”, og stilen er samtidig en anden – den er mere frygtindgydende.

Der er en frygt, når man ser et af de ækle, pulserende monstre i spillet, og den smelter sammen med den gameplay-relaterede frygt, som man tit vil have, når man møder en ny fjende i et FromSoftware-spil.

Og det er når man overvinder denne frygt – både på et æstetisk og et gameplaymæssigt plan – at man føler sig uovervindelig. Der er nogle hindringer, som skal overkommes, men derefter er “Bloodborne” en ret fantastisk oplevelse.

“Uncharted 4”

Naughty Dogs Playstation-maskot, Nathan Drake, fik afsluttet sin historie med manér.

Selskabet, der siden “Crash Bandicoot” har vist, hvad konsoller kan præstere, leverede endnu engang en oplevelse, der både imponerede fortællemæssigt og grafisk.

Det har blandt andet en helt uforglemmelig sekvens, hvor man først flygter gennem tæt pakkede gader, hvorefter situationen eskalerer til en af de vildeste og mest imponerende biljagter, du kan opleve i et spil eller på film – og de øjeblikke er der ikke kun et af.

“Metal Gear Solid V: The Phantom Pain”

Det blev ikke den episke afslutning, som mange havde håbet på det ville blive, på grund af stridighederne imellem skaberen Hideo Kojima og Konami.

Men det der nåede at komme med i “Metal Gear Solid V” er stadig noget af det bedste i serien – specielt fra et gameplay-synspunkt.

De intelligente fjender i spillet, der både taler sammen og tager forbehold for spillerens handlinger, betyder nemlig, at man bliver tvunget til at tage hele sit omfattende våben-arsenal i brug sammen med sin taktiske snilde.

Hvis Kojima havde fået lov til at afslutte sin legendariske spil-serie ordentligt, så havde det uden tvivl været et af de bedste spil nogensinde, men “Metal Gear V” må desværre nøjes med at være et af de bedste spil i denne konsol-generation.

“Metal Gear Solid V: The Phantom Pain” kan også fås på Xbox One og PC.

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login