© Han Duo

Hvad gamer Elias Eliot fra Han Duo?

Elias Eliot, der er kendt for Han Duo-podcasten, er glad for “Far Cry”, “Commando” på Commodore 64 og singeplayer-spil, som fortæller en god historie.

I ‘Hvad gamer du?’ spørger Railgun en række interessante gamere om, hvad de spiller.

Elias Eliot er den ene halvdel af den populære podcast Han Duo, som han laver sammen med Jacob Ege Hinchely. Her taler de om de største nye film, tv-serier og ikke mindst spil.

Derudover har podcast-værten været med til at grundlægge genrefilms-festivalen Blodig Weekend, som snart finder sted. Det sker fra d. 11. til den 14. april.

Når der skal games, er Elias mest glad for singleplayer-spil, og han vil hellere spille multiplayer med vennerne på sofaen end over nettet.

– Hvad gamer du, når du gerne vil have nogle levels og noget loot?

Så tyr jeg til “Diablo”-serien. Det er her look og level-stigning virkelig fik sit gennembrud, og selvom mange andre spil har implementeret det (og jeg indrømmer gerne, at det altid giver billige point i min bog), så er det stadig hér, at det går op i den højeste enhed.

– Hvad gamer du, når du er i retro-humør?

Det må være “Ghost n’ Goblins” og “Commando”. 2 af de spil jeg brugte mest tid på, da jeg spillede på min Commodore 64. De holder stadig i dag, og bliver derfor både gode spil og nostalgi oplevelser. Og så er temaet til “Commando” (C64 versionen) stadig blandt mine yndlings spiltemaer.

– Hvad gamer du, når du har lyst til puzzles?

Kan man kalde “Peggle” og “Bejeweled” for puzzles? Jeg er som sådan ikke til de store puzzle-spil, selvom jeg har brugt timevis på “Portal”. Og for nyligt “Inside”, der stadig står som en af de stærkeste spiloplevelser jeg længe har haft.
Men når jeg har brug for en lille pause, er det ofte de to titler jeg tyr til. Og det nærmeste, jeg kommer regelmæssige puzzle spil.

– Hvad gamer du, når du gerne vil lave nogle headshots?

Her er “Far Cry 3” og “Far Cry 4” stadig nogle af de bedste, lige hvad det angår. Jeg har altid en sniper rifle i mit inventory, og ofte bliver den mit foretrukne våben. Der er noget utrolig tilfredsstillende i, at snige sig rundt og få det totale overblik over de forskellige outposts, og så ellers begynde at snipe alle vagterne én efter én. I hovedet selfølgelig. Og uden at blive opdaget. Og lad mig lige være den første til at erkende, hvor syg den beskrivelse lyder.

– Hvad gamer du på mobilen?

Der er vi tilbage ved spil som “Peggle” og “Bejeweled”. Jeg bruger ikke mobilen som en platform som sådan, da jeg ikke synes den på nogen måde er optimal til de mere krævende og store spil. Jeg har prøvet “GTA” på mobilen, og haft et par vilde erkendelser over, hvordan teknologien har udviklet sig til, at kunne rykke de spil jeg har spillet til døde på konsol, over på telefonen. Men gode spiloplevelser var de ikke her. Og når jeg tager et spil på mobilen, er det ofte for lige at få en pause. Ikke for at fordybe mig som sådan. Eneste undtagelse må være “Asphalt 8” og “Extreme”, som er de bedste arkade-racerspil siden “Burnout”.

– Hvad gamer du med dine venner? – og fjender?

Der er jeg måske af den gamle skole, men jeg foretrækker couch co-op frem for online multiplayer. At sidde med en af vennerne i sofaen, og spille med – og mod, hinanden, kan ikke erstattes af en stemme i headsettet. Og her er der en del spil, jeg foretrækker. På racerfronten er det “Split/Second”. Et bilspil som hvis Michael Bay havde lavet det, og så “Blur”. Også en god arkade racer (som er min foretrukne), som ligeså meget gør ud på at smadre hinanden, som at komme først. Og i scooter-afdelingen er det “Far Cry” – outposts bliver endnu sjovere at rydde når man er to, og “Dying Light”, der fungerer virkelig godt i co-op.

– Hvad gamer du, som du skammer dig over?

Jeg skammer mig ikke over noget jeg spiller – eller ser for den sags skyld. Som jeg nævnte tidligere spiller jeg gladeligt “Peggle” og “Bejeweled”, og nyder også et par omgange af “Tricky Towers”. Ved ikke om nogen vil tænke at det er pinlige titler, men det er nok det nærmeste jeg kommer.

– Hvad gamer du om fem år?

Alle de singleplayer-spil, som forhåbentlig stadig har fokus på at fortælle en god, medrivende historie. Der er ingen tvivl om at teknikken på det tidspunkt har rykket sig gevaldigt, både grafisk, platformmæssigt og på VR-fronten. Og der i sig selv skaber spændende oplevelser. Men de bedste spil kommer stadig med den gode historie. Og i mine øjne singleplayer-historier.

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login