© Han Duo

Hvad gamer Jacob Ege Hinchely fra Han Duo?

Jacob Ege Hinchely, der blandt andet laver Han Duo-podcasten, spiller alt fra “Fallout” og “The Witcher 3” til “Red Dead Redemption 2” og “Shadow of the Colossus”.

I ‘Hvad gamer du?’ spørger Railgun en række interessante gamere om, hvad de spiller.

Jacob Ege Hinchely er radiovært på P6 Beat, men laver blandt andet også Dårligdommerne-podcasten og ikke mindst Han Duo-podcasten sammen med Elias Eliot, hvor de taler om nye film, TV-serier og spil.

Den populære podcaster har dog ikke for travlt til også at game en masse ting.

I øjeblikket spiller han blandt andet “The Division 2”, men han har også tid til retro-klassikere som “Full Throttle”, imens han mest glæder sig til kommende singleplayer-oplevelser som “In The Valley of Gods” og “The Outer Worlds”.

– Hvad gamer du/i, når du gerne vil have nogle levels og noget loot?

Jeg er ikke rigtigt den type gamer, hvis det specifikt er online-spil, der menes. Er tæt på at sige, at jeg ligefrem afskyer det, for jeg kan simpelthen ikke lide konkurrenceelementet. Af samme årsag siger E-sport mig simpelthen intet. At det har trukket så mange til gaming-verden er i min optik også kun DELVIST en god ting, for det ender med, at diverse tv-kanaler og medier tror, at de kan tjekke spilformidling af med flueben, fordi de har snakket lidt om e-sport. Og spil er SÅ meget mere end dét. Men det er en længere snak, som jeg ikke orker, og lidt af et sidespor… Hvis det absolut SKAL være online, så er jeg lige nu i gang med “The Division 2” (som jeg skal anmelde til Han Duo-podcasten), og det nyder jeg en del. Fordi det for mig fremstår som et online-spil, men føles som en singleplayer-oplevelse. Jeg kunne også godt lide etteren. Hvis svaret også tæller offline-oplevelser, så er “Fallout” 1, 2, 3 og “New Vegas” nok det, jeg har spillet mest – og nej, jeg skal ikke prøve “Fallout 76”, Bethesda; I er døde for mig. Døde, siger jeg! Men “Skyrim” og “The Witcher 3” er også kandidater. For helvede, den musik og de verdener er uovertrufne. Men også “Elder Scrolls: Oblivion”, som jeg brugte over 200 timer på i sin tid. Jeg slog endda op med en kæreste(!) dengang for at kunne dedikere mig helt til det. Det var simpelthen banebrydende for mig. En langt mere eventyrlig oplevelse og mere let tilgængelig for mig end “Morrowind”, da det spil havde været for svært og for langsomt til mit tempo. Men et spil, som jeg ALTID kan vende tilbage til – også selvom det er over tyve år gammelt – er “Baldur’s Gate”. Det første. Det er et perfekt spil. Det minder mig om dengang, jeg lånte “Forgotten Realms”- og “Dragonlance”-bøger på biblioteket og bare hadede folkeskolen. Jeg kan stadig huske hele åbningsdialogen fra introen og alle hemmeligheder og alle figurerne. Ja, langt svar på et enkelt spørgsmål, men jeg har købt “Baldur’s Gate” igen fornyligt og må komme i gang med det, når jeg har tid.

– Hvad gamer du, når du er i retro-humør?

Jeg er altid i retro-humør. Jeg har nydt “Resonance” (som godt nok er mere i en retro-stil end decideret retro). Og så kan jeg til alle tider sætte “Gabriel Knight 3: Blood of The Sacred, Blood of the Damned” på; mit absolutte yndlingsspil, fordi det er en roman i spilform. Og “The Last Express” bliver jeg aldrig træt af; et mesterværk, som var forud for sin tid og som floppede fælt, som mesterværker har tendens til. Jeg kan bruge lang tid på at tjekke adventure-spil ud på GOG.com og Steam for at finde noget, der tiltaler mig og som minder mig om de gamle LucasArts-dage. “Full Throttle”-Remasteren fra ’17 var exceptionelt god. Og det første “Gabriel Knight” blev også remaket for et par år siden. Og så har jeg købt “Thimbleweed Park” for længe siden, men jeg er aldrig begyndt på det.

– Hvad gamer du, når du har lyst til puzzles?

Hvis adventurespil tæller (og ikke bare sådan noget som “The Witness”), så kan jeg remse op i evigheder hér: “Broken Sword”-serien, “Beneath a Steel Sky”, alt fra LucasArts, “Gabriel Knight”-serien. “Discworld Noir”, “Tex Murphy”-serien. Jeg har stort set spillet alt, hvad der har at gøre med adventuregenren; det er mit stof, ligesom kokain er det for idioter i Kødbyen. Jeg lever og ånder for gode historier, og det synes jeg mest, man har fået i adventurespil, hvis vi kigger på spilgenrerne. “SOMA” er et bugget spil, som dog har en af de bedste historier og universer i nyere tid. Jeg har faktisk lige hentet det igen, fordi jeg har anmeldt “Conarium”, som mindede mig om en dårligere udgave af det. Ellers så er det jo umuligt at komme udenom om “Limbo” og “Inside”. To små mesterværker.

– Hvad gamer du, når du gerne vil lave nogle headshots?

Shooters er noget, jeg er vokset fra desværre, og det ærgrer mig, for det var det første “Half-Life”, der i sin tid (sammen med “Gabriel Knight 3” og det første “Shenmue”) gjorde, at jeg ville være spilanmelder. Jeg savner personlighed og historie eller bare et univers i shooters, og dét synes jeg har været fraværende for det meste i et godt stykke tid. Det virker som om, at spillene i dag altid er en undskyldning for at lave microtransactions i et online-shooter-univers. Og så ender det med at singleplayer-kampagnerne enten føles som en eftertanke, der er smækket på i sidste øjeblik, eller også tager den kun 3-4 timer at komme igennem. Men de seneste år har både “Doom”- og “Wolfenstein”-rebooten (sjovt nok dem som var med til at starte det hele) VIRKELIGT gjort det for mig og landet på et tørt sted. Fordi de begge er så overdrevet sindssyge, blodige, vanvittige og har så meget personlighed og virker sprællevende. Jeg skal ha’ lyst til at flå mine fjender fra hinanden med de bare næver. Og det får man altså bare ikke i en spiltitel som “Far Cry 5” (og da slet ikke i udvidelsen/spin-off’en/whatever, “New Dawn” – gaaaaaab). Jeg glæder mig meget til “Wolfenstein: Youngblood” og “Doom Eternal”.

– Hvad gamer du på mobilen?

Ikke noget længere. Jeg har anmeldt spil siden, jeg var 14, så også at game i den tid, jeg er på farten eller på arbejde, ville jeg mene var i overkanten. Der hører jeg musik eller podcasts eller læser. Jeg spillede kun lidt “Axe in Face” og et enkelt “Myst”-agtigt spil i start 10’erne på min smartphone, og det var så dét for mig. Spiller ikke engang “WordFeud” eller lign. længere.

-Hvad gamer du med dine venner? – og fjender?

Jeg er som sagt ikke konkurrencetypen, for jeg synes at mine medmennesker er dårlige tabere og endnu dårligere vindere. Det føles det faktisk som om, vi danskere er generelt. Så jeg er vild med co-op spil. “Resident Evil 5” i sin tid. Og “Army of Two”. Og “Halo 2”, mener jeg. “Splinter Cell”. Og “Gears of War”. Kæft, hvor har jeg spillet Horde-mode meget! Og samarbejdsmissionerne i “Call of Duty: Modern Warfare”. Ellers så er jeg vild med at spille gyserspil med en ven, som jeg f.eks. har gjort med Elias fra Han Duo, når vi har lavet Natspilleren, hvor vi skiftes til at holde controlleren. Vi har bl.a. gjort det med “Outlast”, udvidelsen og toeren. Og “Layers of Fear”. Jeg er vild med gyserspil. Senest har jeg dog gennemført Josef Fares’ “A Way Out” med min kæreste og det var simpelthen en fryd fra start til slut. Fantastisk spiloplevelse, skræddersyet til to mennesker. Vil ønske, der kom flere af denne type, men folk er interesseret i lort for det meste og i at se verden brænde med fuldblodskonsumeristisk, fordummende, kommercielt lort, så det sker nok ikke igen lige foreløbigt.

– Hvad gamer du, som du skammer dig over?

Intet. Vi har jo ikke rigtigt tradition for sleazy spil som “Leisure Suit Larry” længere, har vi? Og jeg skammede mig heller ikke i sin tid, da jeg anmeldte “Leisure Suit Larry: Magna Cum Laude” for Troldspejlet, for det var så dumt, at det var sjovt. Det tætteste jeg kommer på at skamme mig fornyligt har været med “Kingdom Come: Deliverance” sidste år, som jeg brugte 50 timer på til trods for at det var bugget as fuck, i en sådan grad at man skulle sidde med en walkthrough klar, hvis man ikke skulle sidde fast i den ene elendige scene eller mission efter den anden. Jeg ville så gerne kunne lide det, men det var et spil, der trodsede spilleren på alle punkter. Og så efter 50 timer, så slutter spillet. Altså midt i en scene. Uden forløsning. Mere som en slags, “Ja, pengene slap op, så du får ikke din hævn i dette spil. Måske aldrig. Hihi.” Fuck. Af. Det var kæmpe spild af min tid og som at blive dickslappet af Johnny Madsen midt i morgenmaden. Ellers så har jeg mest skammet mig over at ha’ brugt tid på “Homefront: The Revolution” fra 2016, der var så dårligt, at jeg troede det gav min PlayStation 4 en virus. Kæft, noget lort.

– Hvad gamer du om fem år?

Sikkert de samme ting, som jeg gamer nu. “Soma”, “Red Dead Redemption 2”, “Full Throttle”, “Shadow of the Colossus”. Der er forhåbentligt kommet en remake af “Red Dead Redemption” og “Half-Life” til den tid, for når andre spilfirmaer ikke kan lave gode singleplayer-oplevelser i så stor stil og så hyppig grad, så vil jeg gerne betale for at genopleve Black Mesa og John Marston igen. Og så håber jeg da, at der er kommet nogle spændende spil, som kan fortælle nogen gode historier, for lige nu er det eneste, jeg rigtigt glæder mig til afslutningen på “Walking Dead: The Final Season” af Telltale/Skybound, og vi ved jo desværre alle sammen hvordan det gik for Telltale i deres forsøg på at fortælle historier for folk. Jeg håber, der kommer en modreaktion snart, så spilverdenen for alvor kan begynde at blive interessant igen, for der er ikke noget, jeg glæder mig vildt meget til andet end “In The Valley of Gods” og “The Outer Worlds”.

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login