LAN-fest i Fredericia bliver et af verdens største
Lige som eSport vækster voldsomt, vil strømforbruget gøre det samme på fredag i Fredericia Messecenter, når 15 km. netværkskabel kobles til 5.200 computere til 3 dages intensiv gaming under navnet NPF.
‘Vi har knoklet hele året på at skabe rammerne om den fedeste event, og det er så fedt at se, at der er massiv opbakning og at udviklingen fortsætter for NPF,’ fortæller arrangør Ulrik Petersen.
Eventet byder ud over computerspil også på et stort messeområde, standup-optræden med Simon Talbot og Tobias Dybvad, konkurrencer og hygge.
NPF er ifølge arrangørerne selv et af verdens største LAN-fester.
Arrangementet er for alle, der elsker computerspil, og som vil hygge sig med vennerne og en masse andre omkring spilleriet. I takt med at eSport vinder så massivt frem som tilskuersport har arrangørerne bag NPF også inviteret eliten indenfor.
‘Vi har allieret os med SharkGaming, der afholder finalerne i deres Counter-Strike-turnering, der hedder League of Sharks. De kommer til NPF og spiller semifinaler og finaler. Det betyder, at man vil kunne se holdene Team Dignitas, Heroic, Alpha og Tricked eSports spille om ikke mindre end 100.000 kr.,’ fortæller eventchefen.
Udover League of Sharks-turneringen kan man lørdag møde Counter-Strike holdet Astralis, som er rangeret som et af verdens 10 bedste Counter-Strike hold.
https://youtu.be/AxNUQUL6uR0