© Square Enix

“Tomb Raider”-udvikler afslører “Marvel’s Avengers”

Square Enix og Crystal Dynamics har endelig afsløret deres “Avengers”-spil.

Det er flere år siden, at Square Enix udgav en teaser til deres “Avengers”-spil. Nu har vi endelig fået lov til at se spillet i aktion.

Det skete ved Square Enix’ E3-show, hvor “Tomb Raider”-udvikleren Crystal Dynamics gav os en action-fyldt trailer, der endda også havde gameplay.

I “Marvel’s Avengers” spiller man som Captain America, Iron Man, Hulk, Thor og Black Widow.

Det er også muligt at opleve spillet i 4-player online co-op, hvor hver spiller styrer en af de velkendte figurer.

Det er en original historie, der således ikke har noget med MCU-filmene at gøre, og det meste af spillet foregår fem år efter A-Day, som man ser i traileren.

Crystal Dynamics har desuden planer om at udvide spillet med nye steder og helte fra Marvel-universet, og det nye indhold vil være gratis for dem, der ejer spillet. Spillet vil hverken have loot boxes eller ‘pay-to-win’-køb.

“Marvel’s Avengers” kommer til PS4, Xbox One, PC og Google Stadia den 15. maj 2020.

Til de interesserede kan man også nævne, at det er en række rutinerede stemmeskuespillere inden for spil-verdenen, der lægger stemme til de fire helte.

Nolan North (Nathan Drake i “Uncharted”) snakker for Iron Man”, Troy Baker (Joel i “The Last of Us”) snakker for Bruce Banner, Laura Bailey (senest Mary Jane i “Spider-Man”) lægger stemme til Black Widow, Jeff Schine er stemmen bag Captain America og Travis Willingham er Thor.

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login