© Epic Games

Weekendens resultater: Dansk vinder ved “Fortnite”-VM og 16-årig mangemillionær

Weekendens VM-finaler i “Fortnite” bød på dansk sejr i Creative-mode og en 16-årig amerikaner, der nu har vundet den største pengepræmie for en sport i hele 2018/2019-sæsonen.

I weekend foregik finalerne i verdens første Fortnite World Cup-turnering.

Det blev ikke til dansk sejr i hoveddelen af turneringen – det vil sige solos og duos – men Martin ‘Zand’ Fløjgaard vandt dog Creative-delen af turneringen sammen med sit hold, Fish Fam.

I denne del af turneringen spiller man specialdesignede baner, der blandt andet inkluderer forhindringsbaner.

Fløjgaard og hans hold er 1,345 millioner dollars rigere efter sejren.

I duos-delen af turneringen blev norske Emil ‘Nyhrox’ Bergquist Pedersen og østrigske David ‘Aqua’ W de helt store vindere, hvilket betyder, at de forlod turneringen med 3 millioner dollars til deling.

Her deltog også den danske duo Thomas ‘Th0masHD’ Davidsen og Jonas ‘Klusia’ Colkær, der endte på en 21. plads ud af 50. De modtog en præmiesum på 100.000 dollars.

Jonas Colkær var også kvalificeret i solo-delen af World Cup-finalerne, der af mange anses som den største del af turneringen. Her blev danskeren nummer 47 og vandt derfor yderligere 50.000 dollars.

I solos endte den 16-årige amerikaner Kyle ‘Bugha’ Giersdorf med at være den helt store vinder.

Han kunne således ene mand gå fra finalerne med 3 millioner dollars – eller lidt over 20 millioner kroner.

Dette er den største præmiesum for en individuel sportsgren i 2018-2019-sæsonen – det vil sige for alle sportsgrene.

Inden for Esport er det specielt et stort beløb. Det er mere end det, som Andreas ‘Xyp9x’ Højsleth og Peter ‘dupreeh’ Rasmussen fra Astralis til sammen har vundet i hele deres CS-karriere – og de er endda de CS-spillere, der har vundet mest overhovedet.

Se video fra weekendens Fortnite World Cup herunder.

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login